Pressemeddelelse

Kom til premiere på salg af bogen om Den Gule Bygning - Lørdag den 16. august fra kl. 10:00 til 13:00

2014-08-16 10:00

Nu har du chancen for at få den fulde historie om bygningens tilblivelse, opførelse og funktion gennem mere end 100 år. Bogen er bygget op omkring en række tidligere artikler, nye artikler fra folk, der har boet i bygningen samt en masse kildematerialer fra det gamle Vildbjerg-Nøvling Sogn i form af breve og sognerådsbeslutninger. Kildematerialer, der ikke tidligere har været offent-liggjort, men som nu – med tilladelse fra Herning Kommune – er blevet tilgængelige.

Bogen ”Historien om Den Gule Bygning – og historier fra Den Gule Bygning” bliver sat til salg i Den Gule Bygning i mødelokale 1 på 1. sal. Seancen løber af stablen lørdag formiddag. Formanden for foreningen ”Den Gule Bygning i Vildbjerg”. Niels Peder Nielsen byder velkommen og kulturudvalgsformand Johs. Poulsen, Herning kommune, åbner arrangementet. 

De to skribenter, Tove Lykkeberg og Niels Møller Poulsen, vil være tilstede under hele forløbet for at fortælle om projektet, sælge bøger og tale med købere.

Prisen på bogen, der er på 128 sider, er blot 100 kr.  

Sideløbende med bogsalget, vil der være udstilling i Kunstforeningen Trehøje’s lokaler. Udstilleren er den lokale kunstner fra Skibbild, Agnete Clemmensen, som har arbejdet med tegning, formning og maling i flere årtier. Overalt på 1. sal vil der desuden være udstillet malerier fra den lokale arbejdsgruppe ”Malerpigerne”.

Niels Peder Nielsen

Foreningen ”Den Gule Bygning i  Vildbjerg”